Dette er det tredje blogindlæg i serien på seks, der henvender sig til eleven, der gerne vil være bedre til at pitche.
Jeg tog lidt forskud på det i sidste indlæg, der handlede om storytelling, for i dag skal det handle om de andre virkemidler, du bør forsøge at implementere i din pitch for at gøre præsentationen til en interessant oplevelse for dit publikum.
Virkemidlerne sat i kontekst
Virkemidler kan både være en historie du fortæller, men det kan også være en joke eller et lydklip, du spiller for publikum. Det kan være eksemplificeringer eller at tage fysiske rekvisitter med ind på scenen.
Hvis du har lavet en pitch, om hvordan du kan løse problemerne med drivhuseffekten, kan du således finde en lokal landmand og låne en ko af ham, tage den med op på skolen og lade den vade ind ad døren for at understrege din pointe om, at vi spiser for meget kød, og at køer desuden prutter for meget! Okay, medgivet, det lyder lidt for omstændigt, men jeg tror du forstår tanken bag Mindre kan selvfølgelig også gøre det.
Pointen med at overraske publikum og bruge virkemidler, der adskiller sig fra den monotone monolog, har imidlertid god mening. Dit publikum forstår og husker nemlig bedre dine pointer, når de bliver sat i kontekst med noget andet. Hvis du kender dit publikum godt, kan du også nemmere skræddersy nogle virkemidler, der passer perfekt til dem. Vær ikke bange for at gøre det lidt flippet!
Pointer om PowerPoint
Faktisk er der mange, der nok allerede har stiftet bekendtskab med brugen af virkemidler. Hvis du ikke selv har været der, har du i hvert fald set utallige af dine medstuderende, måske endda nogle undervisere, gøre brug af gode gamle PowerPoint.
Men ved brugen af PowerPoint ligger der en reel fare. Mange, der har brugt PowerPoint, har misforstået konceptet. Et PowerPoint er således IKKE et redskab for, at du som oplægsholder kan huske, hvad du skal sige. Et PowerPoint er IKKE et skjold, du kan gemme dig bag og forsøge at fjerne opmærksomheden fra dig selv med. Et PowerPoint er IKKE stedet, hvor dit publikum bare kan læse alt, du har at sige.
Nej, et PowerPoint er et avanceret virkemiddel, der har samme præmis som de føromtalte. Det skal bruges til at skabe en kontekst, for det du siger, så publikum finder din pitch interessant undervejs og kan huske, hvad du har sagt, når de kommer hjem.
Af gode tommelfingerregler for brugen af Powerpoint kan nævnes:
-
Husk at bruge en stor skrifttype, så alle folk kan se hvad der står på dit slide.
-
Den store skrifttype betyder også, at der ikke kan stå så meget, hvilket bringer os videre til den næste huskeregel. Der må ikke stå for meget på dit powerpoint, måske bare enkelte bullet points.
-
Hvis der står mere, er det fordi, du bringer et citat. Og her skal du sørge for at læse citatet højt for publikum, så du er sikker på, at alle har fået det hele med.
-
Brug hellere billeder end ord. Billeder er en bedre kontekst for ordene, der kommer ud af din mund, end skriftsproget er.
-
Når du ikke har en pointe med at vise noget på dit PowerPoint, så læg et sort slide ind. På den måde flyttes fokus fra skærmen og til det vigtige, du har at sige.
Hvis du er blevet meget interesseret i at bruge PowerPoint på en mere hensigtsmæssig måde, kan jeg anbefale, at du stifter bekendtskab med Guy Kawasaki, der fortæller dig, lige nøjagtig hvilke 10 slides du har brug for til at komplimentere din pitch. Du kan læse om de 10 slides her og se det eksemplificeret på infografisk vis her.
Og så et lille trick til dig, der skal pitche en hjemmeside eller måske en app-idé: tag et kosteskaft og tape en udklippet Facebook-finger eller muse-markør i pap på. Vi har set det før, når dele af en hjemmeside skal peges på og præsenteres under pitchen. Det fungerer fremragende!