Dette er det andet blogindlæg skrevet specielt til studerende, der gerne vil være bedre til at pitche hvad end de har på hjerte.
Du har nok allerede været vidne til et utal af fremlæggelser eller oplæg, som har virket uinspirerende. Men måske har du ikke tænkt over, hvad det netop er, der har været forskellen på den gode præsentation og den mindre gode. Et godt bud er storytelling.
Der var engang…
Opmærksomheden på værdien i at fortælle sin præsentation som en historie er en forholdsvis ny ting inden for branchen. Førhen kunne overværelsen af en pitch måske føles som lidt en død omgang, der handlede meget mere om at vise et produkt frem end at sørge for sit publikum. Det giver derfor god mening at begynde at anskue sin pitch som en art oplevelse, hvor et publikum skal kunne identificere sig selv, med det der foregår på scenen. Derfor kan spændingskurver, plot og karakterer, som vi kender det fra blandt andet filmens verden, hvor man som seer lever med i fortællingen, også være meget anvendelige i forhold til pitching.
Når man benytter sig af storytelling, er det således de gamle teknikker fra en tre-akts-fortælling, man med fordel kan benytte sig af.
1) I første akt bliver vi præsenteret for karaktererne, og den verden de lever i – det kunne være en prins og en prinsesse fra et eventyrland, men det kunne også være nogle fra publikum, der lever i harmoni med deres kæledyr i hverdagen.
2) I anden akt introduceres et problem eller en konflikt – prinsen forvandles til en frø, eller kæledyrene står overfor en epidemi, der udsletter dem, hvilket er hjerteskærende for publikum.
3) I tredje akt løses konflikten heldigvis – prinsessen kysser frøen, prinsen bliver prins igen, og de kan leve lykkeligt sammen til deres dages ende. Desuden er der nogen, der har opfundet en særlig medicin til kæledyr, så prinsen og prinsessen også kan købe sig en logrende hund, helt uden frygten for at en aggressiv sygdom skal dræbe den på tragisk vis.
Sådan bruger du storytelling i din egen pitch
En særlig smart måde at bruge storytelling i sin pitch på står den anerkendte pitch coach Andy Raskin for. Ved at sætte din pitch op i rækkefølgen, i de fem punkter, som han fremhæver, kan du hurtigt gøre din egen præsentation mere interessant for publikum.
1: Udpeg fjenden – Mal et emotionelt billede for publikum, der ræsonnerer i dem. Om noget de kæmper med i hverdagen og hvem eller hvad der har skylden og hvorfor. Du kan også krydre det med at fortælle hvordan verden er ved at ændre sig, og hvem det vil påvirke på godt og ondt.
Eksempel: Vinteren er hård ved huden. Du kender måske selv til hvor tør du bliver i ansigtet, eller hvordan det slår sprækker i alle led, og det bare klør sindssygt meget, og du får sår, når du endelig giver efter.
2: Find svaret på “hvorfor nu”? – Antag, at publikum er skeptiske omkring forandringer, som udgangspunkt. Forklar hvorfor det er vigtigt at handle nu. Måske er der en tilstand der forværres, hvis de ikke gør noget med det samme.
Eksempel: Vi lever i en tid hvor forskere mener, at vi vil komme til at se mere og mere ekstremt vejr. Sommeren bliver heldigvis meget lunere heroppe hos os. Men det betyder også, at vintrene bliver koldere og længere. Faktisk nærmer vi os en mini-istid inden længe.
3: Vis publikum det forjættede land, før du forklarer, hvordan du hjælper dem derhen – Det kan synes kunstigt, at vise hvordan det ser ud, når du har bekæmpet fjenden, inden du forklarer, hvordan du vil gøre det. Lidt som at fortælle en punchline inden du fortæller selve joken. Men når dit publikum ved, hvor du er på vej hen, har de langt nemmere ved at købe ind på ideen fra start af.
Eksempel: Der findes en tid, hvor du ikke behøver at bekymre dig om din hud i flere måneder hvert år. En tid, hvor du ikke behøver at endevende hylderne i Matas for nye cremer. Den tid er nu. Vi har opfundet den her medicin, der giver din hud elasticitet hele året rundt. Alt du behøver er at spise den her pille to gange om året.
4: Identificer forhindringer og hvordan du overvinder dem – Når du har delt dit fremtidsbillede med publikum, fortæller du dem om de forhindringer, der er på vejen til at opnå den ønskede tilstand. Derefter viser du, hvordan dit produkt eller din idé kan overvinde de problemer. Og det er vigtigt, at der findes nogle problemer, for hvorfor skulle folk ellers være interesserede i dit produkt?
Eksempel: Lige nu er vi officielt stadig i gang med at teste pillen. Den skal således først godkendes, før den må sælges på det danske marked. Men pillen giver ingen bivirkninger, så det er blot et spørgsmål om kort tid, inden du vil kunne finde den i matas ved siden af de dyre cremer.
5: Bevis, at det du præsenterer ikke bare er varm luft – Demonstrationer af dit produkt kan bruges, og resultater fra salget til de første kunder er også overbevisende. Hvis du ikke har nogle kunder endnu, er udsagn fra personer, om at de gerne vil investere og hvorfor, bedre end ingenting.
Eksempel: (Du viser en lille film med forsøgspersonerne, der fortæller om deres brug af pillen, og hvordan deres liv er forandret)
Hvis du lige står og mangler et stjernegodt eksempel på god storytelling for at kickstarte din egen pitch, Kan du se hvordan Elon Musk gør tingene her.