Dette er den femte artikel i serien af seks, til underviseren, der beskæftiger sig med pitching i klasselokalet.

Hvad er en Mini Demo Day?

Medgivet, navnet synes en kende fluffy, men er en typisk situation, som mange iværksættere går igennem på deres rejse. Termen dækker, som du måske allerede har gættet ud fra de tre ord, over en dag, hvor nogen kan få lov at demonstrere noget for nogle andre. Det er altså en dag, hvor man kan få lov at pitche sin idé overfor et nyt publikum. For iværksættere, er det ofte erhvervsfolk, mentorer og til tider også potentielle investorer, der pitches for og “Demo Days” er typisk den afsluttende præsentation i et iværksætteri-forløb.

Hvor iværksætterens Demo Day-arrangement kan være en af de større begivenheder, så kan en “Mini Demo Day” som klassen selv arrangerer være et godt tiltag, der ligger i forlængelse af at have øvet sig grundigt i klassen.

Den praktiske opsætning

Rent praktisk kan en sådan dag have forskellige udfordringer at sætte op, men det behøver ikke at være svært, og er langt fra et uoverkommeligt projekt, der virkelig giver et stort payoff for eleverne.

Det handler om, at få booket et lokale et sted der er stort nok til at kunne huse alle deltagerne og at sørge for at teknikken virker. Lyd og lys, projektor med mere.

Du skal også sørge for at invitere det rigtige publikum. Det kunne være nogle erhvervsfolk udefra eller nogle mentorer (ældre elev-årgange eller studerende fra handelsgymnasier og universitetet), der kan hjælpe med at stille de vigtige spørgsmål og give ordentlig feedback.

Efter grupperne har fremført deres pitch, fordeler de sig ud til hver deres stand, hvorefter de interesserede fra publikum kan turnere lidt imellem dem og fortsætte den gode dialog.

Sådan forbereder du dine elever

Et nyt publikum, en ny mulighed og dermed en anderledes nervøsitet. Eleverne har befundet sig i en mere komfortabel situation i klasselokalet, hvor de har øvet deres pitch i trygge rammer, overfor deres medstuderende og deres underviser, som i sidste ende måske ikke lige er deres tilsigtede publikum. Men nu skal de til at pitche for nogle fremmede og potentielt set vigtige mennesker for deres ideers videre liv. Den form for nervøsitet det bringer til bordet, er dog noget, du i høj grad kan være med til at afmontere.

Sagt med en metafor, og helt praktisk, gælder det om at træne ofte for at spille den bedst mulige kamp. Træningen handler om at møde bedre og bedre modstand. Derfor skal du gradvist opkvalificere det publikum, som de står overfor.

Måske har I allerede arbejdet med, at de andre elever i klassen skulle prøve at spille roller, der var lidt anderledes end dem selv i forsøget på at ligne det tilsigtede publikum.

Et naturligt skridt på vej mod en Mini Demo Day er at prøve deres pitch af over for andre. I første omgang kunne det være parallelklassen. Et næste skridt kunne være hele årgangen eller flere årgange. Det kunne også være, at man inviterede forældrene eller tog kontakt til en anden skole, hvor man kunne sparre med ukendte elever i samme situation.

Og når så den nervepirrende Mini Demo Day nærmer sig, er det vigtigt at slå på de positive ting, de får med fra sådan en dag. Hvordan pitchen på selve dagen ikke kun skal sættes i bås som enten god eller dårlig, men hvordan erfaringen med at stå overfor sådan et publikum er værdifuld læring i sig selv. At det er fedt endelig at kunne få en dialog med de mennesker, som hele tiden har været det tilsigtede publikum for deres pitch, så de for fremtiden kan skrue på de rigtige knapper og hjælpe deres idé ud i verden.

Mads Damsø

Mads Damsø

My big interest is to better the communication between people. I hope my background, combining studies of Comparative Literature and Journalistic Communication, where analyzing the great stories and learning how to tell them, becomes handy.

comments powered by Disqus