Som regel har du ikke så meget tid, når du pitcher. Den begrænsede tid er noget af det, der karakteriserer en pitch, men selvom tiden er knap, så kan det være meget effektivt slet ikke at sige noget. En pause i din pitch kan være god for flere ting, og når du har styr på de grundlæggende principper i en pitch, så kan pauser måske være det, der løfter din pitch til et nyt niveau.
Giv dit publikum luft
En ting, vi tidligere har berørt her hos Pitcherific i vores artikel om kropssprog, er, at en pause i din talestrøm giver dit publikum en chance for at ’få vejret’. Det giver dem mulighed for at tænke over det, du lige har sagt – at bedre forstå dit budskab. En pause lægger også vægt på det ord eller den sætning, der kommer bagefter den. Du kan altså understrege pointer i din pitch med en god pause.
Pausen er ikke kun god for forståelsen af dit budskab, når du pitcher. Det giver også publikum muligheden for at fantasere og drømme. Og her snakker jeg ikke om, at folk skal drømme sig væk til en tropisk strand, mens du pitcher – hvis det er tilfældet, så gør du noget forkert. Jeg mener, at publikum skal have tid til at visualisere, hvad du siger til dem.
Tænk over det – hvis du skynder dig gennem en pitch, hvor du beder publikum forestille sig, hvordan de altid sidder fast i trafikken, så kan det være, at de misser pointen. Hvis du derimod giver dem tid til at tænke tilbage på morgentrafikken på arbejde, så kan de, der lytter til dig, være mere tilbøjelige til at tænke, at du er på sporet af noget.
Signalér ro og kontrol
En anden fordel ved gode pauser er, at du synes mere rolig og selvsikker, fordi du ikke skynder dig gennem din pitch, som om du var lige på nippet til at glemme teksten. Du signalerer til publikum, at du er i kontrol, at du kender dit stof, og at du vil tage publikum i hånden gennem din præsentation.
Tænk over, hvem du er mest positiv overfor. Den ansatte i skobutikken, der taler hurtigt og kigger efter, hvem den næste kunde skal være, før du er færdig? Eller den ansatte, som tager sig tid til dig og til at finde lige præcis din størrelse og gerne finder alternative modeller? En rolig og venlig udstråling kan du komme langt med.
Den gode pause
Og hvordan holder man så en god pause? Prøv at kigge på folk, der er vant til at stå på en scene. Foredragsholdere og stand-up komikere for eksempel. Pauser er en integreret del af deres fag, og herunder er et godt (og ret sjovt) eksempel på gode pauser.
Den erfarne taler, James Veitch, giver publikum chancen for at forestille sig, hvordan han og Solomon sidder foran computeren. Han tager publikum med, mens han mindes sin dans med manden bag disse spam e-mails.
Men husk også på, at der er situationer, der passer bedre end andre til at holde pauser i sin pitch. Du vil helst ikke afbrydes, når du holder pause. På en scene hvor du pitcher til investorer eller til mødet, hvor du skal fremlægge dit næste projekt passer det godt – måske mindre godt til netværkseventet, med en masse travle mennesker, der myldrer omkring dig.