Tre gode råd til at tryllebinde din modtager, så han bliver forelsket i dit pitch og din idé

Du kan lige så godt få det at vide med det samme: Dine modtagere er vildt egoistiske. De gider ikke høre dit pitch færdig, hvis ikke de finder det relevant. Og de vil slet ikke hjælpe dig efterfølgende, hvis ikke du har charmeret dem med en skræddersyet pitch, der taler til deres behov og interesse. Det lyder måske voldsomt, men ikke desto mindre er det sandt. For at hjælpe dig med at holde dine modtagere interesseret, så har jeg samlet tre vigtige punkter, som du skal tage højde for, når du laver dit pitch.

Hvordan taler din modtager?

Når du skal forberede dit pitch, skal du tage højde for den kontekst, modtageren er i, og modtagerens eksisterende viden. Hvis dit produkt eksempelvis skal bruges på et hospital og præsenteres for en sygeplejerske, så skal du bruge hendes specifikke fagsprog og derfor anvende ord som biopsi, patolog og metastase, da hun har forståelse for denne form for tekniske termer. Taler du om samme produkt med en investor, bør du i stedet anvende hans fagsprog, og bruge ord som vævsprøve, læge og spredning da dette vil være udtryk, som han bedre kan forholde sig til. Hvis ikke du er opmærksom på dette, kan du nemt ende med at pitche et fantastisk produkt til en modtager, som ikke forstår dig – og så har du spildt både hans og din tid. Hvis du derimod anvender det korrekte fagsprog, viser du en forståelse for modtagerens situation og en respekt for dennes faglighed og kontekst.

Vær personlig og skab et forhold

Når du er personlig i dit pitch, skaber du en relation til din modtager. En relation er vigtig, da den er med til at forbedre dine chancer for, at modtageren tager godt imod dit pitch og reagerer på den. Ofte kan du komme en stor del af vejen ved at udskifte “man”eller andre pronominer ud med dig/du. Det virker simpelt, men det virker, se eksemplet her: “Hvis man bliver ramt af kræft, så vil man hurtigst muligt i gang med at blive helbredt” / “Hvis du bliver ramt af kræft, så vil du hurtigst muligt i gang med at blive helbredt.” Som du nok også kan fornemme, så påvirker det dig som tilhører meget mere, når talen er henvendt til dig. Ligeledes kan du undersøge, om du kan inddrage anden relevant viden om modtagerens personlighed og baggrund i din pitch. Ved at appellere til modtageren på denne måde, kan du være sikker på, at dine chancer for, at modtageren er interesseret, forøges.

What’s in it for me?

Vi mennesker er ret nemme at finde ud af: Hvis noget ikke interesserer os, så stopper vi med at høre efter. Derfor er det vigtigt, at du finder ud af, hvad det er ved din idé eller dit produkt, der tiltrækker/interesserer modtageren og hvilke behov, modtageren har og kan få dækket af din idé. Hvis du eksempelvis taler til en sygeplejerske er det vigtigt at lægge vægt på, hvordan dit produkt forbedrer hendes arbejdsprocesser og hjælper patienterne. Når du derimod taler med en investor, så vil han nok også gerne høre om, hvordan dit projekt hjælper en patient, men mere relevant er, hvordan din virksomhed er bygget op økonomisk, og hvad hans muligheder er for at få et afkast ud af sin investering.

Jeg ved godt, at det kan være meget sværere end det lyder, og at det tager tid at tilpasse pitchen hver eneste gang, du skal tale med en ny. Til gengæld vil jeg love dig, at dine chancer for, at modtageren finder din idé interessant og relevant og vil reagere på dit pitch, kommer til at stige betragteligt. Jo mere du får trænet din pitch, og jo oftere du får pitchet, desto nemmere bliver det også at tilpasse talen.

Du kan lave og øve din elevatortale på pitcherific.com

Hvis du har andre gode råd til, hvordan man kan charmere sin modtager, så vil jeg meget gerne høre dine bud og erfaringer.

Kristine J. Gye

Kristine J. Gye

Kristine has, as an entrepreneur, pitched her ideas a lot of times and has learned the importance of the good pitch. She currently works with digital communication and marketing alongside her blogging about and teaching presentation technique at Pitcherific.

comments powered by Disqus