Dit kropssprog skal være som denne kats - den er rolig og nærværende, men samtidig helt klar!

Kropssprog er noget, du skal være opmærksom på, når du pitcher – det ved du godt allerede. Der er nogle finere pointer omkring den måde, du står og gestikulerer, når dit gennemøvede pitch flyder problemfrit fra din mund, og vi giver her tre tips til, hvad du skal have i baghovedet om dit kropssprog.

Sagen er den med kropssprog, at du ikke kan skjule det. Selv hvis du forsøger at gøre ingenting kropssprogsmæssigt, så sender det signaler ud til dem, der lytter til dig. Hvert sekund bliver du og dit kropssprog, som taler, vurderet, og det sker også, selvom modtageren ikke fokuserer på det.

Derfor er der ingen vej uden om at blive mere bevidst om dit kropssprog og at have tænkt over, hvad du skal gøre, når du pitcher. Du kommunikerer non-verbalt om du kan lide det eller ej.

Du kender godt de sædvanlige ting – stå med ret ryg, lad være med at flagre med armene og den slags. Derfor har vi fokuseret på nogle lidt mindre ting, der har tendens til at bliver overset, når man laver en guide til godt kropssprog.

1. Brug pauser aktivt

Når vi præsenterer, har mange af os en tendens til at tale (alt for!) hurtigt. Det kan skyldes nervøsitet, at vi gerne vil ‘nå i mål’, men det giver et dårligt indtryk hos den du præsenterer for. Den uro gør ikke noget godt for dit kropssprog.

Derfor kan det være gavnligt bevidst at sætte præsentationstempoet ned og indlægge pauser. Pauser kan også hjælpe modtageren til bedre at ‘kunne tage dit budskab ind’ og brug af pauser de rigtige steder, får dig til at virke mere velovervejet og dermed mere overbevisende.

Ja, pauser og et lavere tale-tempo gør, at du kan sige mindre indenfor din ‘taletid’, men det er ikke nødvendigvis en skidt ting. Ofte tvinger det dig blot til at skære ind til benet rent budskabsmæssigt, og det betyder, at de ord, der er tilbage, får mere magt. Så sæt præsentationstempoet et gear ned og læg gerne små kunstpauser på 1-2-3 sekunder ind, når du præsenterer.

2. Træk vejret og vær nærværende

Lavere talehastighed og pauser er ikke kun godt for modtageren, men også for dig selv. Du bliver mindre anspændt i kroppen, når du får mulighed for at trække vejret.

Du vil med træning på den måde for mere overskud i situationen. Det overskud gør, at du kan være til stede og se, hvordan ordene lander og bliver modtaget, hos den du taler til.

De fleste mennesker reagerer typisk ubevidst på dit nærvær, hvor de føler sig bedre tilpas i situationen. Nærvær er en mangelvare og en overset faktor i mange præsentationer, fordi vi så gerne vil ‘nå i mål’ med vores budskab. Her handler det om at huske, at vi taler til et andet menneske, som også gerne må mærke din menneskelighed, dit nærvær.

3. Ha’ et glimt i øjet

Gennem nærvær rammer du ikke kun det rationelle væsen i den person, du står overfor, du rammer også personen bag. Og uanset om du præsenterer for en kollega, en investor eller kunde, er vi alle mennesker, som ikke blot er styret af logik, men også følelser.

Uanset hvad du præsenterer handler det ikke kun om at levere et interessant og fængende budskab, men også om at connecte med den modtager du taler til. Som modtager må jeg gerne føle at du – personen som afsender budskabet – er rar, til at stole på og i bund og grund et godt menneske; en jeg har lyst til at få hjælp af, lave forretning med eller hvad, der nu er aktuelt i situationen.

Gennem nærvær og et glimt i øjet leverer du ikke bare et interessant og relevant budskab, men giver mig også en lyst til at arbejde sammen med dig. Glimtet i øjet kræver overskud, og så er vi tilbage til ja – blandt andet talehastighed, pauser og at trække vejret.

Mikkel Guldbjerg Jensen

Mikkel Guldbjerg Jensen

Mikkel’s goal is to spread the Pitcherific-tool as far and wide as possible to allow startups to get off to a good start. Mikkel roams the communication channels and organizes the communications effort of Pitcherific.

comments powered by Disqus