Din indledning er sprængbrættet til resten af talens indhold. Måden du vælger at indlede din præsentation, afhænger af dit emne, dine lyttere og den tone, som du vil skabe. En velskrevet indledning bør skabe overblik og sikre, at præsentationen bliver skarp og præcis.
Men hvordan gør man så det?
Hvor udtømmende skal ens præsentation være? Hvordan sørger man for at gøre den interessant? Hvordan får man sat sit indhold ind i en præsentation, der må være 5 eller 10 minutter? Alle fine spørgsmål. Alle en del af en situationsanalyse, du bør gøre dig. Men det eneste du faktisk behøver at gøre i din indledning er at besvare tre spørgsmål:
- Hvad vil du din lytter? (dit formål)
- Hvilken kontekst foregår det i? (din kontekst)
- Hvad skal hvem med din præsentation? (din konklusion)
Indledningen skal give modtageren et oplyst grundlag. Du skal ikke fortælle et eventyr, hvor pointen kommer til sidst. Du skal give en præsentation, hvor lytteren altid ved, hvilke informationer han/hun skal bruge og til hvad. På den måde vil informationen altid virke vedkommende for din lytter. Derfor bør alle præsentationer starte med at besvare disse tre spørgsmål.