Vil du have flere værktøjer at lege med, når du skal pitche? Selvfølgelig vil du det! Et retorisk spørgsmål kan give din pitch retning og kan inddrage dit publikum, men vær sikker på, at du bruger dem på den rigtige måde. Du skal ikke være bekymret – vi skal nok hjælpe dig!
I denne artikel kommer vi nærmere ind på, hvor og hvornår retoriske spørgsmål passer ind i dine pitches. Så har du et mere oplyst grundlag for at tage dem ud af din pitch eller bruge dem til din fordel, når du skal pitche dine fremragende ideer.
Inddrag dit publikum
Om du pitcher til en enkelt person eller en hel sal fuld af potentielle forretningsforbindelser, så kan et veludført retorisk spørgsmål inddrage publikum. I og med det teknisk set er et spørgsmål, så inviterer du publikum med i din pitch. Du starter en dialog. Det føles i hvert fald sådan for publikum, selvom det kun er dig, der snakker. Du gør publikum til en aktiv del af din præsentation, fordi du engagerer dem med dit spørgsmål, men det er vigtigt, at du ikke selv svarer for hurtigt. Indlæg en lille pause – hvilket du kan lære mere om her – for at give publikum mulighed for selv at tænke på et svar, før du giver dem dit.
Inden vi springer videre, så er her 3 eksempler på retoriske spørgsmål:
- Er der noget som at ligge i solen med en drink i hånden? (Det kunne da være rart!)
- Mit barn skabte sig i supermarkedet, så det gjorde jeg også – hvad skulle jeg ellers gøre? (Ja, den situation kender jeg godt, den er svær!)
- Kender I det, når man kører bil og skal nyse, og man så bliver lidt bange for at køre galt? (Nu du siger det – jo!)
Gør det indlysende
Vær lidt forsigtig med retoriske spørgsmål, for de virker kun, når publikum er enige med dig. Den tanke eller følelse, du sigter efter skal dukke op i publikums hoveder, er “ja!” eller “lige hvad jeg selv tænkte!”. Hvis svaret på dit retoriske spørgsmål ikke er det samme, som det dit publikum tænker på, skaber du en afstand mellem jer. Du vil ikke være uenig med publikum, for så risikerer du at tabe dem og vil få svært ved at få dem med på vognen senere. Derfor skal du være sikker på, at du er enig med publikum, når du stiller dit retoriske spørgsmål!
Vi tager lige tre eksempler mere:
- Efter en lang dag på arbejde, har du så ikke fortjent at slappe af? (Jo, selvfølgelig!)
- Ville du selv hælde penge ned i afløbet? (Nej da!)
- Det kan jo ikke passe, at det skal være så besværligt – kan det vel? (Selvfølgelig ikke!)
Brug det til at styre
Hvis du gerne vil have din pitch eller din præsentation kommer til at følge et bestemt spor, så kan et retorisk spørgsmål bruges til at komme i den rigtige retning. Det er dig, der pitcher, så du bestemmer selv, hvad du siger, men i forbindelse med det første punkt i denne artikel, så vil du gerne have publikum med. Når du stiller et retorisk spørgsmål, er svaret i publikums hoveder det første skridt sammen med dig i den rejse, der er din pitch. Og hvis du kontrollerer det første skridt, kan du sætte den retning, du gerne vil lede publikums tanker.
For at se det omsat til virkelighed, har vi fundet en video, der illustrerer de retoriske spørgsmål. Godt nok lægger Mohammed Qahtani fra Toastmasters International ud med at gå imod tip nummer to, men han gør det for at opnå tip nummer tre. Senere antyder Qahtani også, at ord kan vende op og ned på et andet menneskes liv og spørger retorisk “lyder det for godt til at være sandt?”