Hver måned bestræber Pitcherific sig på at formidle et startups historie og oplevelser med at pitche. I denne udgave fortæller SpikeContents tre foundere Mikkel Dahl Bertelsen, Anders Gade og Jens Krogsgaard selv deres historie, pitcher deres forretningskoncept og giver råd til dit eget pitch. God læselyst.

Pitch af SpikeContent

Som et marketingbureau kan man hurtigt drukne i administrativt arbejde, mails, og en evig jagt på overblikket. Vi hjælper jer med at holde jeres informations-flow kørende, så I kan skabe klarhed over hele linjen og undgå spildtid. Med SpikeContent platformen (spikecontent.com) håndterer vi det praktiske, så I, som marketingsbureau, har tid til at være kreative og lave kvalitets content.

Historien bag SpikeContent

SpikeContent startede i 2013 med at vi var tre IT studerende ved Aarhus Universitet, der ønskede at bruge vores studieerfaring i praksis. Vi havde hørt en fugl synge om Studentervæksthus Aarhus, og vi tøvede ikke med at tage muligheden for at skabe vores eget firma, ud fra vores præmisser.

Ligesom mange andre iværksættere måtte vi indse, at den første idé ikke altid er den bedste, og efter et halvt års arbejde med det forkerte projekt, kom vi endelig på ret kurs.

Rejsen fra idé til produkt er ikke altid ligefrem og let, men hvis man har gåpåmodet, skal man nok før eller siden ende på den rigtige perron. Vi har undervejs måtte skrotte platforms-idéer, der var lagt hundredvis af timer i, for netop at starte fra punkt 1 igen.

Feedback blev derefter det mest værdifulde for os, da tiden er noget af det, vi føler vi har mindst af. Alliancer med gode advisors har betydet, at vi har kunnet udligne de svagheder, vores team har, med vores styrker, så intet halter.

De normale uni timer er i højere grad blevet skiftet ud med lange, men sjove dage på kontoret og spændende møder hver uge.

Vi nærmer os nu med drastiske skridt, en release dato, og det bliver et mindst lige så stort eventyr at få kunder i gang med at bruge systemet.

Mikkel, Anders og Jens’ erfaringer med pitching

1. Pitch efter dit publikum Vi har efterhånden lavet uendelig mange pitches, og hver gang vi møder en anden målgruppe, må vi indse at de tidligere pitches ikke er fyldestgørende længere.

Der er stor forskel på, hvad en investor og en studiekammerat anser som en god og forståelig pitch.

Det er de færreste kammerater, der gider at høre om markedsandele og se utallige slides, for at fremhæve potentialet i dit produkt. Så definér dit publikum, og find deres interesse-grundlag.

2. Hold det tekniske til et minimum Nogle af vores tidlige pitches var et samsurium af tekniske betegnelser på løsninger og features. Det var en oplevelse i sig selv at observere modtagerne af pitchene, da deres ansigter blev til et større og større spørgsmålstegn. Lad dit pitch forklare problemerne, og hvordan I løser dem.

3. Få feedback og sparring Sparring i forhold til pitching er alfa og omega. Kender du en god sælger? Kender du en investor? Udnyt dine kontakter. Har du roomies? Pitch for dem! De skal nok nå at blive trætte af dig i en lille periode, men hvis det betyder at du får det salg, eller den investering, du har brug for, er det virkelig det værd.

Vi takker SpikeContent for at dele deres pitch, historie og råd. Kender du en iværksætter, der godt kunne tænke sig at dele deres erfaringer omkring pitching, så skriv til os på contact@pitcherific.com.

Lauge Vagner Rasmussen

Lauge Vagner Rasmussen

Lauge Vagner Rasmussen is the co-founder of Pitcherific and associate professor at the University of Aarhus, where he teaches entrepreneurship and pitching. Email him at lauge@pitcherific.com

comments powered by Disqus