Du skal fange tilhørerens opmærksomhed som det første, når du pitcher. Det gør du med en fængende indledning, det som i pitchsprog kaldes et hook. I denne artikel giver jeg dig viden og tips til at lave et fængende hook.

Når vi pitcher tror vi per automatik at tilhørende lytter interesseret. Men det er langt fra nogen selvfølge. Du skal derfor fange tilhørerens opmærksomhed, som det første, når du pitcher. Det gør du med en fængende indledning, det som i pitchsprog kaldes et hook. I denne artikel giver jeg dig viden og tips til at lave et fængende hook.

Derfor er hooket så vigtigt!

Som mennesker er vi naturligt indrettet til at sortere i de input vi modtager gennem vores sanser. Vi gør det ubevidst hele dagen lang. Det betyder at vi – og vores tilhører i en pitchsituation – automatisk holder op med at lytte, hvis pitchet er kedeligt, kompliceret eller uinteressant. Så har tilhøreren vigtigere ting at tage sig til og tanker som ”hvad skal jeg have til aftensmad” eller ”fik jeg egentlig sendt den mail”, dukker op i hendes hoved. For at fange tilhørerens opmærksomhed og undgå at dit pitch bliver kodet af tilhørerens hjerne som kedeligt, kompliceret eller uinteressant, skal du gøre dit hook – kort, let forståeligt og fængende.

Det korte og let forståelige hook

Et pitch skal være kort, men hvor kort skal det være? Det nemme svar er så kort som muligt, og en lidt mere konkret rettesnor er at hooket skal være 1-2 sætninger langt. Det afgørende er, at det evner at fange tilhørerens fulde opmærksomhed. Jo kortere hook der evner at gøre det, jo bedre, for så har du mere tid til at præsentere dit budskab og overbevise tilhørerne. Så ingen lange forklaringer. De hører til på senere møder eller på skrift. Ikke i dit pitch.

Det er også vigtigt at hooket er let forståeligt og i øjenhøjde med din tilhører. Det betyder at det sprog du bruger i dit hook skal være så konkret og let forståeligt, som muligt. Ikke noget med svære eller indforståede begreber eller lange indviklede sætninger. Med mindre du ved præcis hvem du pitcher til og derfor kan tilpasse pitchet og dit hook til den person, så må du antage at tilhøreren ingenting ved. Derfor skal du gøre pitchet let forståeligt. Når du husker på at dit pitch skal være kort og let forståeligt, så er du klar til at finde ud af hvad dit hook konkret kan gå ud på; hvordan det bliver fængende og fanger din tilhørers opmærksomhed.

Læs også: idéen er grundlaget for dit pitch.

Det fængende hook

Dit hook kan virke fængende på mange forskellige måder. Der er ikke kun én version der virker. Dit hook kan være spændende, tankevækkende, provokerende, overraskende, personligt, dramatisk, konfronterende eller ja – alt der effektivt evner at fange tilhørerens opmærksomhed. Med det lille men og den betingelse, at det samtidig skal være relevant for resten af dit pitch. Nedenfor har vi lavet nogle forskellige eksempler på hvordan et hook kan lyde for vores eget pitchværktøj http://pitcherific.com:

Det spændende: ”Vi har fundet en ny måde at gøre iværksættere gode til at pitche og overbevise deres kunder på, den vil vi præsentere for dig idag”

Det tankevækkende: ”Vidste du at 9 ud af 10 iværksættere ikke er trænet i at pitche? Men at det er afgørende for deres succes?”

Det provokerende ”Hvis du ikke kan pitche din idé på en overbevisende måde, så får du aldrig success. Det ved vi og har udarbejdet en løsning der kan hjælpe dig med at pitche overbevisende.

Det overraskende: ”Formlen for det gode pitch er meget enklere end de fleste af os tror… idag løfter vi lidt af sløret for den.”

Det personlige: ”Jeg har en ven der hedder Thomas, som har den her sindsygt gode idé. Den kan gøre en stor forskel for mange mennesker, hvis han evner at overbevise andre om at hjælpe ham på vej. Vi kan hjælpe Thomas og andre iværksættere med at pitche deres idéer overbevisende.

Det dramatiske: ”Hvor god du er til at pitche, kan være forskellen på liv eller død for din virksomhed. Det ved vi hos Pitcherific.”

Den konfronterende: ”Har du oplevet hvor svært det kan være at lave et skarpt og overbevisende pitch? Kunne du tænke dig at blive bedre til at præsentere og få værktøjer til at lave et stærkt pitch? Så lyt godt med det næste minut.”

Det var et hook i forskellige varianter. Fandt du et mønster i hvordan det fængende hook laves? Et kendetegn for ethvert godt hook, er at det pirrer tilhørerens opmærksomhed, så hun får lyst til at høre mere og derfor spidser ører. Samtidig er det gennemgående for det gode hook at du inddrager problemet og/eller løsningen fra dit koncept, på en hurtig, appetitvækkende måde.

Når du har fanget tilhørerens opmærksomhed med dit hook, skal du fastholde og udvide den ved at fortælle uddybende om problemet eller behovet og senere din løsning. Du kan se et eksempel på et fuldt elevatorpitch her: Har du styr på elevatortalen?

Tips til et godt hook

Når du går i gang med at lave dit hook er her et par huskeregler til at hjælpe dig på vej:

  • Lav så kort hook som muligt. 1-2 sætninger er tilstrækkeligt.
  • Spørg dig selv hvad der er særligt overraskende eller tankevækkende ved dit koncept – eller hvordan du kan præsentere problem eller løsning i en kort, fængende form.
  • Lav gerne forskellige udgaver af hvordan et hook kunne lyde for dit pitch
  • Husk at dit hook skal lægge op til resten af dit pitch og derfor passe til dit kernebudskab.
  • Prøv dit hook af – kun målgruppens reaktion kan fortælle dig hvordan det virker i praksis!

God fornøjelse med at lave dit hook.

Og P.S. Hvis du har det ligesom mig, oplever du hvordan det kan være ganske lærerigt og underholdende at finde på en kort og fængende indledning til dit pitch!

Lauge Vagner Rasmussen

Lauge Vagner Rasmussen

Lauge Vagner Rasmussen is the co-founder of Pitcherific and associate professor at the University of Aarhus, where he teaches entrepreneurship and pitching. Email him at lauge@pitcherific.com

comments powered by Disqus